Arkiv | præsentation RSS feed for this section

Rockens Danmarkskort på konference i Rotterdam, 29.01-01.02.13

7 feb

rotterdam

I sidste uge var Jacob og jeg på konference i Rotterdam organiseret af POPID. POPID står for Popular Music Heritage, Cultural Memory and Cultural Identity og er et EU-støttet forskningsprojekt baseret på samarbejdspartnere fra England, Holland, Slovenien og Frankrig se mere her:  http://www.eshcc.eur.nl/hera_popid/). Nogle af de gennemgående temaer/spørgsmål på konferencen var: Hvordan bevarer vi populærmusikkens kulturarv? Hvordan og hvorfor arbejder entusiaster og aktivister med at indsamle og bevare populærmusik? Hvordan kan/skal kulturelle institutioner og den akademiske verden fokusere og prioritere på dette kulturarvsområde? Hvordan kan de etablerede institutioner samarbejde med ”DIY-arkivisterne” (altså de frivillige eller selvsponsorerede samlere) og andre interesserede?

På POPID præsenterede jeg Rockens DK-kort og nogle foreløbige analyser af den måde det brugergenererede indhold afspejler stederne. Det var især spillestedsbeskrivelser jeg havde valgt som eksempler. Jeg er kommet frem til tre tendenser i materialet: 1)beskrivelserne bæger præg af bidragernes smag og kulturelle præferencer indenfor musik, og kontrasterne mellem forskellige bidrageres smag og præferencer 2) stederne bliver en slags kulisser for folks personlige historier, i højere grad end det er egentlige biografier over steder 3) de forskellige bidragere konstruerer stedernes ”unikhed” ud fra forskellige perspektiver: En person fra musikbranchen henviser eks. til kendte bands, kendte personer og speciel arkitektur, mens en tilskuer fremhæver sin personlige førstegangsoplevelse af stedet osv.. I min præsentation forsøger jeg at gøre det tydeligt, at det brugergenererede indhold via disse tendenser adskiller sig fra en mere traditionel forskerbaseret empiri-indsamling og tilgang til rock og populærmusikkens lokaliteter.

Jeg fik god positiv respons og vi snakkede i diskussionen bagefter også om, hvilke strategier der kan sættes i værk, når man til dels kobler sig op med forgængeligt materiale, som eks. facebook-sider og hjemmesider der ikke vedligeholdes. Bagefter kom også Sara Cohen fra Liverpool (som selv har skrevet om steder og populærmusik i Liverpool, bla. ifbm. Beattles) hen og sagde, at det var et spændende projekt, og spurgte til om vi havde publiceret noget om det. Hun spurgte også, om vi havde overvejet forskellen mellem livespillesteder og andre steder, som eks. pladestudier, pladebutikker, øvelokaler mm. At der må være en vigtig forskel på koncert-eventen, der udspiller sig på spillestedet og så hændelser på andre steder, der ofte er begrænsede til enten musikproduktion eller –forbrug, og ikke indeholder begge, som spillestedet gør.

Diskussionen omkring DIY-arkivister var særlig varm under en paneldebat der fandt sted den første dag og især ifbm. et australsk studie:

På Griffith University i Brisbane laver Sarah Baker og Alison Huber et projekt, hvor de undersøger populærmusik og ”cultural memory”. De har lavet feltarbejde på arkiver og museer, som er startet op af entusiaster og som er baseret på frivilligt arbejde. Her indsamles, registreres og bevares primært analogt materiale relateret til populærmusik, plader, dragter, instrumenter osv. Materiale der ikke bliver indsamlet og bevaret andre steder. Både i Holland, Østrig, USA og Australien har Sarah og Alison besøgte sådanne arkiver. De kalder det for DIY-archives, hvilket der dog opstår en diskussion omkring, da DIY (iflg. Steven McKay, der har selv har skrevet om DIY-kulturer) har en specifik politisk betydning, idet det appellerer til en stillingtagen og opposition til den konventionelle musikindustri og etablerede kulturinstitutioner, samt deres professionalisme. DIY er en agenda, der vil give alle retten til at bedrive kultur. Men disse selv-engagerede arkivister, ville jo gerne være en del af en mere etableret arkivinstitution og flere af dem ville med glæde overlevere deres arkiv til institutioner, der ville tage over. Så her er måske mere tale om en slags hulle-lappere og hjælpere ifht. etablerede kulturarvs-institutioner…. På den anden side kan man argumentere for, at bare det, at de vælger, at det er vigtigt at arkivere denne del af historien, er tegn på at de sætter sig i opposition til de nuværende prioriteringer omkring arkivering af populærmusikkens historie. I denne sammenhæng nævnes også Ramones Museet i Berlin som et godt eksempel på et privat museum, der har sat sin egen aktivistiske politiske dagsorden.

Baker og Huber konkluderer i deres bidrag at samlere har et affektivt forhold til de genstande de arbejder med at samle, registrere og bevare. Samtidig er de følelsesmæssigt forbundet til det fællesskab af frivillige arkivister som de tilhører. På den måde giver det frivillige arbejde med at arkivering følelsesmæssig tilfredsstillelse for de involverede.

Læs mere om projektet her: http://diyarchives.blogspot.dk/2013/01/popular-music-heritage-cultural-memory.html

Både fra Frankrig og Østrig er der oplæg om populærmusikarkiver, både institutionelle og det der enten betegnes som DIY eller activist archivists.

Jan Marontate fra Simon Fraser University i Canada taler meget generelt om, hvad populærmusikkens kulturhistorikere kan lære af de konserveringsstrategier man har udviklet indenfor New Media Art, altså ifbm. med at dokumentere og opbevare f.eks. performance kunst og installationskunst. Her bruges eks. Nam Paik Junes multimedie TV-installationer som eksempel.  I dag står der en mængde TV-skærme og Buddhafigurer i en kælder på Tate-modern. Men hvilke andre strategier end den blotte bevarelse af genstandene (som hurtigt forældes mht. afspilningsformater etc.) kunne det være interessant at lægge vægt på? Skal værkerne opdateres på nye medier i takt med at disse udvikles, hvilket indebærer en oversættelsesproces/ noget går tabt. Skal værkerne dokumenteres ved deres oprindelige opførsel, altså en videooptagelse eller en anmeldelser af den unikke performance bliver eneste tilbageblevne dokumentation.
Skal værkerne undergå nyfortolkninger og dermed opdateres og approprieres gennem tiden.  I forhold til populærmusikkens bevarelse foreslår Jan, at flere aktører inddrages, når der skal samles, dokumenteres og bevares, ligesom man har gjort det ved bevaring af new media art. Kulturhistorikere, sociologer og museumsprofessionelle skal være medbestemmende, men også tekniske eksperter der har arbejdet med populærmusik, som kan guide i teknikkerne særkende dengang, IT-eksperter der kan give input til digitalisering i dag og i fremtiden. Og også administratorer, entreprenører og repræsentanter fra musikindustrien skal være aktive i udtænkningen af bevaringsstrategier. Jan nævner, at det ville være interessant at lave en case med en gruppe af blandede kompetencer, der skal udtænke et koncept for en sådan multipel indsamlingsstrategi ifbm. populærmusikkens kulturarv.

Af andre præsentationer med relevans for Rockens Danmarkskort kan nævnes:

Kenny Forbes’ (University of Glasgow)rigtig spændende phd.-projekt, hvor han kigger på livemusik og dets betydning for erindring ifht. optaget/reproduceret musik. Hvad er det der gør live-eventen så mindeværdig? Han har fokuseret på spillestedet Apollo i Glasgow, i perioden 1973-1985. Stedet er nu lukket, bla. pga. dårlig sikkerhed. Han kalder det et ”closed venue”. Han har interviewet en række folk, som er kommet på stedet, både tilskuere, bands og medarbejdere på stedet, han har også kigget på testimonies og ting folk skriver på nettet på relaterede sider, eks facebook-siden http://www.facebook.com/apollo.glasgow?fref=ts.  I sit materiale har han identificeret en række kategorier: drinking, close encounters (mellem bands, fans etc.), meetings with security, I was Thereism, first experiences, final experiences, architecture…. Måske kunne disse kategorier være interessante at bruge til en kampagne på rockens danmarkskort….?

apollo

Jez Collins fra Birmingham City University, som kalder sig selv en activist archivist, driver et online arkiv der indsamler dokumentation om den del af Birminghams musikscene, som de officielle institutioner ikke er interesseret i. Og sådan er der flere som ham, der har interesse for at dokumentere deres (eks.  subkulturelle) musiksmag og være til stede online med denne dokumentation. Jez forsøger at skabe et community imellem disse activist archivists. Samtidig er han interesseret i hvordan samarbejder mellem disse aktivister og de etablerede kulturinstitutioner kan etableres, så begge parter for gavn af hinanden. Uden at det nødvendigvis handler om at institutioner skal overtage privatpersoners arkivarbejde, men hellere et langtidsholdbart vidensdelingssamarbejde, hvor institutionerne udvider deres horisonter mens aktivister eks. lærer noget brugbart om arkivering.

Toni Sant fra University of Hull i England fortæller om The Malta Music Memory Project (M3P) http://www.m3p.com.mt/wiki/Main_Page. I projektet anvendes wiki-teknologier til at skabe et ”levende arkiv af fortidens, nutidens og fremtidens maltesiske kulturarv”. Som en del af søsættelsen af projektet er der en række phd. projekter, som undersøger tekniske, sociale og kulturelle problematikker relateret til arkivet. Blandt andet en (Neville Borg) der kigger på sociale medier og digital kulturarvs indflydelse på begrebet ”miljø” på den maltesiske musikscene. Kunne være spændende at høre mere om!

Der er et oplæg fra Gurdeep Khabra fra University of Liverpool, som jeg ikke hører, men som ser spændende og relevant ud iflg. abstract. Det handler om den britiske bhangra- (jf. indisk Punjab region)musiks  kulturarv. Genren har eksisteret siden start 80’erne, men var i begyndelsen et etnisk undergrundsfænomen, der fandt sted på uofficielle spillesteder og blev distribueret via piratoptagelser. I dag er scenen ”gået online”, og er også på iTunes og BBC Asian Network Chart, og er på den måde blevet et mere officielt fænomen. Men hvad med fortidens uofficielle scener, plader og hitlister, hvordan bliver de i den kulturelle erindring. Findes der entusiaster derude med arkiver? Skal de digitaliseres?

Til sidst vil jeg lige krydre referatet fra POPID ved at nævne Chi-Chung Wangs præsentation (fra University of Edingburgh), som ikke har så meget relevans ifht. Rockens Danmarkskort, men var et interessant indblik i en lidt anden slags rockverden. Han havde lavet feltarbejde i sit hjemland Taiwan og udforsket ”High School Rockscenen”. I Taiwan er rock (bl.a.) en slags klubsport, hvor man på gymnasiet, og senere på college og universitetet, kan melde sig ind i en af skolens rockklubber. Rockklubberne har status alt efter hvor godt de klarer sig i konkurrencen om eksakt at kopiere allerede kendte passager (fra rock-klassikere) på guitar, trommer og bas og evt. excellere at spille denne kopimusik meget hurtigt. Her findes bl.a. en rock-kanon over de ”bedste” rockguitarister i verden, som der konkurrereres i at efterligne, jo højere placeret i kanonen, jo flere point får man for god kopiering. I hver enkelt klub er der en striks rangorden, som eksempelvist betyder, at de yngre elever skal bøje hovedet for de ældre og at der ikke kan etableres ”venskaber” på sociale netværkssites mellem elever på de forskellige årgange. På den måde praktiseres rockmusik i en helt anderledes kontekst, end hvad vi kender den for her i vesten, i de taiwanske klubber drejer det si g om autoritet, rangsystemer, excellence, klubber og konkurrence i stedet for eksempelvis karismatiske idoler, musisk særkende og excentriske bandkulturer som nærmere ville være de almindelige (og selvfølgelig også mytologiserede) karakteristika for den vestlige rockkultur. taiwan canon

Reklamer