Konference: Rethink Participatory Cultural Citizenship

11 dec

Advarsel: risiko for et meget langhåret indlæg

I dagene 14. til 16. november deltog jeg (Mette) i konferencen Rethink Participatory Cultural Citizenship arrangeret af Aarhus Universitet i samarbejde med Aarhus 2017 (Aarhus skal være europæisk kulturhovedstad i 2017 og de har store ambitioner: http://www.youtube.com/watch?v=ngjrqylnaCE). Konferencen havde deltagere fra mange forskellige fagligheder og mange forskellige nationer; forskere fra bl.a. informationsvidenskab og kunst- og kulturvidenskaberne samt aktivister og folk, der til hverdag arbejder med deltagelse og frivillighed – alle med det formål at diskutere deltagelse i dets mange former. I 3 dage fik jeg lov til at opsnuse og diskutere en masse viden, som ligger uden for mit primære fagfelt (musikkultur og æstetisk kommunikation), så følgende kan måske virke basalt for eksperter i deltagelse 🙂

De gennemgående temaer og diskussioner på konferencen gik især på hvilken rolle selve deltagelsen spiller i alle de deltagelsesorienterede projekter; hvad enten det drejer sig om forskningsprojekter, offentlige udviklingsprojekter, publikumsinddragende kunstværker eller digitale projekter som Rockens Danmarkskort.  Anser man sine deltagere som netop deltagere eller i stedet som brugere, publikum, informanter eller forbrugere? Anser man deltagerne som eksperterne eller ligger den væsentlige ekspertviden et andet sted? I forlængelse af dette var der også enkelte kritiske indlæg omkring hele deltagelsesbegrebet: for hvis skyld foregår deltagelsen og hvem gavner det? Er det blot en tendens som offentlige institutioner har set sig nødsaget til at indoptage pga. udviklingen i sociale medier? Yderligere blev der stillet spørgsmålstegn ved sammenstillingen mellem deltagelse og det at være medborgere i et fællesskab. Hvis deltagelse er lig med medborgerskab, hvad så med dem, der ikke ønsker at deltage. Er de så i mindre grad medlem af fællesskabet? Deltagelse kan skabe grænser og ekskludere folk fra fællesskabet, hvilket er en vigtig pointe at have for øje – især i forbindelse med museers fokus på brugerinddragelse i udstillinger. Det er jo ikke selvskrevet, at brugerne vil følge med alle de gode idéer, vi får på museerne 🙂

Overordnet var der dog en positiv holdning til det nuværende fokus på deltagelse og brugerinvolvering, og rigtig mange så et demokratisk potentiale i, at der bliver skubbet til tidligere magtstrukturer og vidensinstitutioner. Især inspirerende oplæg fra de to keynote speakers Leah Lievrouw og Christopher Kelty (begge fra Department of Information Studies på UCLA) satte diskussionen omkring den allestedsnærværende deltagelse i perspektiv.

Leah Lievrouw introducerede i sin præsentation begrebet commons knowledge (hvilket måske bedst kan oversættes med vidensfællesskaber), som dækker over projekter, hvor deltagerne går sammen om at skabe ny viden og diskutere eksisterende. I disse vidensfællesskaber er det ikke eksamensbeviser eller antallet af publikationer, der er statusgivende, men i stedet aktiviteter der fremmer fremkomsten af ny viden og diskussioner. Fællesskaberne skubber derfor til traditionelle vidensautoriteter som offentlige institutioner, museer og universiteter, som enten kan forsøge at fastholde deres position som autoritet eller indoptage og gå i dialog med de nye vidensfællesskaber. Wikipedia er skoleeksemplet på et vidensfælleskab – eller retter en mængde af fællesskaber, som samler sig omkring både generelle og mere specifikke emner. Selvom Rockens Danmarkskort kommer inde fra en museumsinstitution, har projektet potentiale til på sigt at blive et sådan vidensfælleskab for dansk musiks mødesteder og spillesteder. I grundtanken bag Rockens Danmarkskort ligger der en forståelse af, at alle kan være med til at kortlægge musikkens mødesteder og de musikalske oplevelser vi har på stederne. Brugerne er jo netop eksperter, fordi kortet tager udgangspunkt i deres oplevelser eller i deres specifikke materiale eller viden.

En del af egenskaberne ved 'commons knowledge' ifølge Leah Lievrouw

En del af egenskaberne ved ‘commons knowledge’ ifølge Leah Lievrouw

Christopher Kelty gav et historisk rids over deltagelse som begreb: fra nogle af de første offentlige projekter med borgerinddragelse i 1950’erne og 1960’erne (bl.a. inden for boligbyggeri og byudvikling) til de nyeste projekter inden for crowdsourcing og crowdfunding, hvor deltagerne i den mest ekstreme grad bliver til forbrugere, der med deres penge eller tid får indflydelse på produkter.  Endvidere opstillede Kelty en typologi eller en karakterisering af forskellige former for deltagelse:

  • Volatile participation: alle aspekter af et projekt eller organisation er omfattet af deltagelse og alle grænser og traditionelle måder at gøre tingene på er opløst. Eksempel: Anonymous-bevægelsen
  • Stable participation: deltagelse er her lig med indflydelse og påvirkning, men eksisterende hierarkier bevares. Eksempel: Zooniverse (samling af primært naturvidenskabelige projekter, hvor civilsamfundet kan deltage og hjælpe forskere med indsamling og analyse af data, se https://www.zooniverse.org/)
  • Extractive participation: et redskab til at udvinde de gevinster eller ressourcer, der kommer ud af deltagelsen – ofte med det formål at omsætte deltagelse til økonomisk gevinst. Eksempel: Facebook

De tre kategorier skaber en skala, der kan være gode at have i baghovedet i forhold til hvilken tilgang man har til sine deltagere.

Christopher Kelty og hans karakteristik af deltagelse

Christopher Kelty og hans karakteristik af deltagelse

Der var desuden en masse spændende forskningsprojekter, der blev præsenteret på konferencen. Et af dem foregik udelukkende via en kassettebåndoptager: The Consortium for the Presevation of Cassette Tape er et projekt på Participatory IT på Aarhus Universitet ledet af Søren Bro Pold, Morten Riis og Andrew Prior. Projektet går ud på at sætte fokus på den optage- og afspillepraksis, der eksisterer omkring kassettebåndoptageren og hvordan den kan facilitere, at folk deler erindringer og oplevelser. Vi (eller tidligere generationer) er vant til at optage vores egen stemme på bånd og kender fornemmelsen af at optage, afspille, spole tilbage og optage over. En af pointerne med projektet er, at folk er villige til at dele intime detaljer om dem selv og deres liv, fordi båndoptageren kan skabe et intimt rum – ligesom dengang vi sad på børneværelset og optog lyden af vores egen stemme eller musikken fra radioen. Vi husker båndet og båndet husker os! Det kunne være en sjov idé at bruge kassettebåndoptageren som en del af en fysisk installation til Rockens Danmarkskort – som en form for stilladsering omkring brugerbidrag kunne båndoptageren fungere som et intimt rum, hvor publikum deler deres koncertoplevelser og på den måde donerer deres historie til Rockens Danmarkskort.

Et andet projekt jeg vil nævne er Tom Nielsen (fra Arkitektskolen i Aarhus) som er i gang med et forskningsprojekt omkring musikscenen i Manchester i slut-1970’erne og hvordan bands som Joy Division, Buzzcocks og The Fall blev inspireret af selve den fysiske udformning af den tidligere industriby. Hele denne post-punkscene (og den efterfølgende udvikling med Madchester og Oasis) har givet Manchester et image som kreativ by, som byen nu lever videre på. Nielsen snakkede i sit oplæg om hvordan øvelokalemiljøer og pladestudier voksede frem (som f.eks. pladeselskabet Factory Records med deres The Hacienda Club) og indtog de forladte industrihaller og boligkomplekser – hvilket Nielsen mente, kunne høres i musikken. En spændende tanke at f.eks. de fysiske omgivelser i et øvelokalemiljø kan spores i selve det musikalske udtryk for de øvende bands eller at en popklub i en lille jysk by har fået byens unge til at prøve kræfter med musikken på egen hånd.

På konferencens tredje og sidste dag deltog jeg i et projekt, der kaldes Talkaoke. Konceptet er udviklet af det britiske kunstnerkollektiv The People Speak og er et mobilt pop-up talkshow centreret omkring et rundt ufo-lignende bord med en vært i midten (se billederne). Lyd og musik leveres gennem indbyggede højtalere og hele seancen projiceres op på en væg, så alle – hvad enten de er med i samtalen eller ej – kan følge med.

Talkaoke bordet

Talkaoke bordet med Pernille Kølbæk i midten

Der var masser af mennesker omkring talkaoke bordet

Der var masser af mennesker omkring Talkaoke bordet

The People Speak har flere gange været i Danmark med Talkaoke (bl.a. som en del af Aarhus Festuge og COP15 i København, http://www.talkaoke.com/) og projektet lever nu videre med Pernille Kølbæk i Danmark, som har udviklet sit eget bord i samarbejde med Digital Aesthetics Research Center på Aarhus Universitet (http://darc.imv.au.dk/). Tanken bag Talkaoke er at facilitere dialog og invitere til samtaler, der ellers ikke vil finde sted – her mellem konferencedeltagerne. Jeg har deltaget i mange Talkaoke sessioner og dette var en af de mest vellykkede, jeg har været med til. Man kunne mærke at deltagerne havde rigtig meget at snakke om og tre dages inspirerende oplæg og diskussioner blev vendt og drejet i samtaler, der ellers ikke havde fået lov at komme til orde, fordi tiden tit er knap til sådanne arrangementer. Talkaoke kan fungere som en uformel form for deltagelse, der kan være et godt udgangspunkt for en videre inddragelse eller skabelse af nye idéer – eller blot facilitere samtale mellem mennesker.

Alt i alt en meget inspirerende konference med masser af nye inputs!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: